Historie

Den planmæssige avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål at opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser. Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på eksteriør.
Først i 1899 lykkedes det at skabe en stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og med ritmester v. Stephanitz som ordfører. Sidstnævnte blev senere foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for udformningen af den politik, der resulterede i vor tids schæferhund.Det var v. Stephanitz ' grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han altid holdt fast ved og forfægtede med stor styrke.
Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg; det var ret store langhårede hunde med hængeører og korrekt båret hale, fra Thüringen noget mindre, korthårede hunde med ståører og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover også en del mere eller mindre betydende lokal varianter.

Hud og Farve

Huden er (løst) tilliggende, uden dog at danne folder.
Pelsen:Hårlag: Schæferhundens korrekte hårlag er stockhår med underuld. Dækpelsen skal være så tæt som muligt, lige, grov og fast tillæggende. På hovedet, herunder indvendigt i ørerne, på forsiden af benene, på poter og tæer er pelsen kort, på halsen noget længere og kraftigere. På bagsiden af benene er pelsen længere ned til håndrod hhv. haseled, og på lårenes bagside danner den moderate bukser.
Farve: Sort med rødbrune, brune, gule til lyst grå aftegninger. Ensfarvede sort eller grå, hos grå hunde mørkere schatteringer. Sort saddel og maske. Ubetydelige, hvide aftegninger på brystet såvel som meget lyse indersider af benene er tilladte, men uønskede. Næsen skal hos alle farvevarianter være sort. Underulden har en let gråtone.
Testikler: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Bevægelse

Schæferhunden er en traver. Lemmerne skal være afstemt sådan efter hinanden i længde og vinkling, at hunden uden væsentlig ændring af ryglinien kan føre bagbenet frem til kroppen og foretage et nøje tilsvarende fremgreb med forbenet. Enhver tendens til overvinkling af bagparten forringer fasthed og udholdenhed og dermed brugsdygtigheden. Ved korrekte bygningsforhold og vinkling opnås en jordvindende gangart, der forløber lavt hen over jorden og giver indtryk af en let og ubesvaret bevægelse fremad. Da hovedet holdes fremstrakt, og halen er let løftet, dannes i regelmæssigt og roligt trav en blødt svungen og ubrudt ryglinie fra ørespidserne hen over nakke og ryg til halespids.